Autoritet

Selvfølgelig er det dejligt at være forældre, men det er ikke altid en dans på roser. Små børn, især fra 15 måneder og op, bliver mere og mere sikre på sig selv og begynder at teste andre mennesker. Det er en naturlig og vigtig del af udviklingen – derfor er det også vigtigt at sætte grænser. Som voksen har du haft tid til at lære en masse om grænser, mens små børn afprøver grænserne, for at finde ud af hvor langt de kan gå.

Børn observerer og efterligner

Den eneste måde børn lærer på, er at se hvad andre gør og derefter gøre det samme. En grundlæggende ting ved børneopdragelse er, hvordan man gør som forældre. Børn prøver at gøre som de voksne eller ældre børn. I starten er det dig, som forældre, eller ældre søskende de forsøger at efterligne og senere i livet er det pædagogerne i vuggestuen/børnehaven og vennerne.

Alle børn afprøver grænser

Det er vigtigt at du forklarer roligt, men klart, hvor dine grænser går. Når børn afprøver grænser – og det gør de jævnligt – kan det være svært at bevare tålmodigheden og det er let at miste fatningen. Det hjælper at minde dig selv om, at du heller ikke er fejlfri. Tænk over hvordan du selv reagerer, når nogen hæver stemmen over for dig (skuffet, såret etc.). Børn reagerer på samme måde, og i sidste ende vil de bare huske, at mor eller far var vred. Derfor er det vigtigt stille og roligt at forklare barnet, hvorfor en bestemt adfærd ikke er acceptabel. Brug korte og enkle sætninger og vær så klar som mulig. Det virker godt at bruge eksempler og forklare konsekvenserne af en adfærd, uden at være skræmmende.

Nej – er et vigtigt ord

Det er vigtigt at du allerede i barnets første leveår, lærer dit barn hvad ordet ”nej” betyder. Det bliver meget lettere for alle, hvis barnet forstår betydningen. Et enkelt ”nej” rækker langt.

Skrig og gråd lønner sig aldrig

Når du siger nej – er det vigtigt, at du holder fast ved dit nej (“Nej, vi skal ikke købe slik ved kassen i supermarkedet”). Ellers lærer dit barn bare at det betaler sig at lægge sig på gulvet og græde. Giver du efter – ved dit barn at der er en lille mulighed for, at du vil gøre det igen, og at skrig og gråd engang imellem lønner sig. Du skal være konsekvent og holde fast i din beslutning.