| Kontakt

Du er altid velkommen til at kontakte os på forbrugerkontakt@dk.nestle.com eller på telefon 80 300 100.

| WHO-kodekset

børnemad

WHO anbefaler udelukkende amning i de første 6 måneder og herefter at fortsætte amningen, samtidig med at en varieret kost introduceres ved 6-månedersalderen. Denne anbefaling støtter vi hos Nestlé.

Fortsæt

Ordliste

Find definitionerne på de ernæringsrelaterede ord, vi anvender

A

Aktiv bakteriekultur

er levende bakterier, som spædbørn bliver introduceret til allerede gennem modermælken, og som også bruges til at berige fødevarer med. De bakterier, der ofte anvendes, er forskellige stammer af lactobaciller og bifidobakterier.

Antioxidanter

Antioxidanter holder niveauet af de såkaldte frie radikaler nede og kaldes for kroppens rustbeskyttelse eller kroppens selvforsvar. Antioxidanterne samarbejder, forstærker hinanden og gør nytte på forskellig vis. Nogle antioxidanter har man kendt til længe, mens der flittigt forskes i andre nyopdagede stoffer.

Der findes antioxidanter i maden, først og fremmes i frugt og grønt.

Eksempler på antioxidanter:

  • E-vitamin, der findes i olie, nødder, margarine og fed fisk.
  • C-vitamin, der bl.a. findes i frugt, bær, juice og grønne bladgrøntsager.
  • Karoten, der findes i gulerødder og i grønne, gule og røde frugter og grøntsager.
  • Flavonoider, der findes i mange forskellige frugter og grøntsager – særligt i æble, løg, vinddruer og te.
  • Selen, der først og fremmes findes i fisk og skaldyr, men også i kød.

Arachidonsyre (ARA)

er en langkædet fedtsyre fra omega-6-familien, der kan dannes i kroppen ud fra linolsyre. Fedtsyrer fra omega-6 er bl.a. majsolie og solsikkeolie. Linolsyre er en essentiel fedtsyre, der skal tilføres gennem kosten, så kroppen kan danne langkædede polyumættede fedtsyrer, såsom ARA.

B

Bifidobakterier

er en slægt af tarmbakterier, der også anvendes til at berige levnedsmidler som f.eks. yoghurt. NAN Pro er beriget med bakteriekulturen Bifidus bl.

Brystmælk

Brystmælk er den bedste ernæring til spædbørn. Den er perfekt sammensat, let tilgængelig, let fordøjelig og har den helt rigtige temperatur. Brystmælk giver også beskyttelse mod en række infektioner, og den tilpasser sig det lille barns vækst og ernæringsmæssige behov.

C

Calcium

Calcium er det mineral, der er mest af i kroppen, og det allermeste er lagret i knoglerne. Calcium er forudsætningen for et stærkt skelet, hvor også D-vitamin har stor betydning. Calcium indgår også i samspillet mellem nerver og muskler og er vigtig for regulering af blodtrykket. Knoglemassen er ikke den samme gennem hele livet. Hos børn og unge helt op til 25 år opbygges og ændres knoglerne. Og i de år, hvor vi stadig vokser, lagres der mest calcium i knoglerne. Calcium findes bl.a. i mælkeprodukter og i tilskudsblandinger.

D

Docosahexaensyre (DHA)

er en langkædet fedtsyre fra Omega-3-familien. Omega-3 fedtsyrer er livsnødvendige fedtstoffer, og de skal tilføres gennem kosten og/eller som tilskud. Omega-3 findes i f.eks. fed fisk (såsom laks, makrel, sild) og i nogle typer af nødder. NAN indeholder DHA.

F

Fedt

Fedt er vigtigt for små børn, fordi energibehovet er højt i forhold til deres vægt. Fedt giver dobbelt så meget energi (kalorier) pr. gram sammenlignet med proteiner og kulhydrater. Fedt er også en kilde til essentielle fedtsyrer og bidrager til, at de fedtopløselige vitaminer (f.eks. D-vitamin) bliver optaget og anvendt i kroppen.

Forskellige typer fedt

  • Mættet fedt findes i fede mejeriprodukter som smør, fløde og ost. Fedt i kød og kødpålæg (som leverpostej og pølse), i wienerbrød, chokolade og hårde margariner er også mættet fedt.
  • Enkeltumættet fedt findes bl.a. i rapsolie, olivenolie, frø, nødder og fisk.
  • Flerumættet fedt findes i fede fisk, olie og flydende margarine. Omega-3 og Omega-6 fedtsyrer er navnene på 2 familier af flerumættet fedt. Omega-3 fedtsyrer findes i fede fisk, men også i rapsolie og nødder. Omega-6 findes i bløde fedtstoffer, f.eks. olie og flydende margarine.

Folat

Folat eller folsyre er forskellige former for den samme type B-vitamin. Folat findes i maden, mens folsyre bruges i tilskud. Folat/folsyre er ekstra vigtig, når man planlægger at blive gravid, eller lige er blevet det. Folat/folsyre er nødvendigt for stofskiftet i cellerne og for at kunne danne nye røde blodlegemer. Folat findes i mange forskellige levnedsmidler som frugt, mælk og korn, men ekstra meget i grønne grøntsager og bælgfrugter.

J

Jern

Jern findes i alle kroppens celler. Det er i blodet i form af hæmoglobin, i muskler i form af myoglobin som jerndepot i lever og milt. En nyfødt baby har ca. 250 mg jern i kroppen, og hos en voksen er jerndepotet på ca. 3-4 gram. Jern indgår i mange enzymer og her dermed mange forskellige funktioner i kroppen. Jern er særligt vigtig for immunforsvaret og for transporten af oxygen.

Jern findes i kød og kødprodukter og i bælgfrugter, korn, brød og grønne grøntsager. Kød, fjerkræ og fisk indeholder desuden stoffer, der stimulerer optagelsen af jern i kroppen.

K

Kalcium

Se calcium

Kulhydrater

Bag fællesbetegnelsen kulhydrater gemmer sig mange forskellige stoffer. De vigtigste grupper kulhydrater er stivelse, sukker (både almindeligt sukker og naturligt forekommende sukker) og fibre.

Kulhydraterne nedbrydes i kroppen til simple sukkerarter, som derefter optages i tarmen. Kornprodukter (havre og hvede i grød, brød og vælling), kartofler, rodfrugter, frugt og bær er vigtige kilder til kulhydrater, som også indeholder masser af fibre. For de yngste børn, der bliver ammet, er laktosen i brystmælken den eneste kilde til kulhydrat. Laktose findes også i almindeligt komælk. Bortset fra laktose vil du næsten udelukkende finde kulhydrater i fødevarer af vegetabilsk oprindelse.

L

Lactoferrin

er et protein, der binder jern, og som er vigtig for optagelsen af jern i brystmælk.

Lactobaciller

Se mælkesyrebakterier.

Laktose

Mælkesukker er et andet ord for laktose. Det er det dominerende kulhydrat i modermælk og i modermælkserstatning. Laktosen giver den søde smag og bidrager bl.a. med energi.

M

Mineraler

Vi har brug for alle mineralstoffer (i daglig tale: mineraler), men mængden og behovet varierer. Visse mineralstoffer findes i meget små mængder og kaldes sporstoffer. Alle mineraler har forskellige funktioner, og de kan ikke erstatte hinanden. Calcium og Jern er to eksempler på ekstra vigtige mineraler.

Mælkesyrebakterier

er en fællesbetegnelse for ikke-sporedannende, grampositive bakterier, der kan producere mælkesyre fra mælkesukker. Mælkesyrebakterier er en del af menneskets almindelige bakterieflora. Anaerobe lactobaciller findes i tarmkanalen. Når de tilsættes fødevarer, kaldes de probiotika. De mest almindelige probiotiske bakterier er mælkesyrebakterier og bifidobakterier.

N

Nitrit og nitrat

Nitrat er et salt, der forekommer naturligt i visse fødevarer. Nogle gange tilsættes det også, fordi det har konserverende effekt. Spinat, selleri og rødbede indeholder nitrat, der kan omdannes til skadeligt nitrit, så vent med nitratholdige grøntsager, til barnet er et år, eller server det kun sjældent. Nitrit kan hæmme iltoptagelsen i hos små børn.

P

Pasteurisering

er, når man opvarmer en fødevare til en temperatur, hvor patogene og fordærvende mikroorganismer bliver dræbt.

Probiotika

er fællesbetegnelsen for aktive bakteriekulturer. WHO definerer probiotika som levende mikroorganismer der, når de tilføres i tilstrækkelige mængder, bevirker en gavnlig helbredseffekt på modtageren. De mest almindelige probiotiske bakterier er mælkesyrebakterier og bifidobakterier.

Protein

Protein er nødvendigt for kroppens vækst og vedligeholdelse – det er f.eks. en vigtig bestanddel i alle kroppens muskler.

Næsten alle de hormoner og enzymer, som indgår i kroppens forskellige processer, er proteiner. Og hvis du spiser mere protein, end din krop har brug for, bliver overskuddet til energi. Denne energi bruges som forbrænding eller omdannes til fedt. Så det er ikke nogen fordel at spise mere protein, end din krop har brug for til sit arbejde.

I det første leveår har barnet brug for en kost, hvor andelen af protein er lav. Brystmælk indeholder kun ganske lidt protein og er perfekt sammensat til det lille barns behov. Fra 1-årsalderen anbefales det, at 10-15 % af de kalorier, barnet spiser, kommer fra protein. Det burde være nemt at komme op på, for man får nærmest aldrig for lidt protein.

Kød, fisk, æg, bønner og mælk er gode kilder til protein. Knap en tredjedel af vores proteinindtag kommer fra mel og andre produkter af hvede, havre, rug eller byg.

V

Vitaminer

Der findes 13 forskellige vitaminer, som er nødvendige for os at få gennem maden. De har alle hver deres særlige funktion i kroppen og kan ikke erstatte hinanden. Vitaminer findes i mad fra både dyre- og planteriget.

Man opdeler vitaminerne i fedtopløselige og vandopløselige vitaminer.

Fedtopløselige vitaminer
A, D, E og K-vitamin er fedtopløselige. De fedtopløselige vitaminer har det tilfælles, at de kan lagres i kroppen i længere tid, og at de kan overdoseres. Hvis vitaminerne kun tilføres via maden, er risikoen for overdosering dog meget, meget lille.

Vandopløselige vitaminer
B-vitaminer og C-vitaminer hører til de vandopløselige vitaminer. Når man spiser varieret mad fra de forskellige fødevaregrupper (tænk tallerken-modellen/y-modellen), plejer det ikke at være svært at få tilstrækkeligt af disse vitaminer. I modsætning til de fedtopløselige vitaminer lagres B- og C-vitamin ikke i kroppen, og derfor har vi brug for at få dem gennem maden hver dag. Og spiser vi for mange, udskilles overskuddet via urinen.

Det kan være nyttigt for dig at vide, at de vandopløselige vitaminer er følsomme over for varme og kan blive delvist ødelagt under madlavningen. Derfor kan det være en god idé ikke at koge bestemte grøntsager for længe og bruge kogevandet, hvis du f.eks. skal blende grøntsagerne til mos eller puré.

Vitamin A

De vigtigste former for A-vitamin i kosten er retinol, der findes i animalske fødevarer og karoten, der findes i vegetabilske fødevarer. Mest kendt er nok beta-karoten i gulerødder, der omdannes til retinol i kroppen.

A-vitamin er især vigtigt for immunforsvaret, synet, væksten, huden og slimhinderne. Du finder retinol i bl.a. lever, mælk og æg – og i mejeriprodukter, margarine og olie, som er berigede med A-vitamin. Karoten findes f.eks. i gulerødder, broccoli, abrikoser, grønkål og spinat.

Vitamin B

Tiamin (B1), riboflavin (B2), niacin (B3), pyridoxin (B6), folat, kobalamin (B12), biotin og pantotensyre er alle vitaminer, der hører til gruppen af B-vitaminer. Hvert vitamin har sin specifikke opgave, men fælles for de fleste af disse B-vitamin er, at de bidrager til stofskiftet og blodproduktionen.

Vitamin B12

Vitamin B12 er undtagelsen inden for vandopløselige vitaminer, da vitaminet kan lagres i leveren. B12 er nødvendigt for nervesystemet og for produktionen af røde blodlegemer. Børn har ikke nået at opbygge et lager, og det er en af grundene til, at man ikke anbefaler ren vegetarisk kost til små børn. Veganere har altid brug for et tilskud af B12, for vitaminet findes i princippet kun i animalske produkter som æg, fisk, kød, indmad, mælk og ost.

Vitamin C

Dette er nok vores mest kendte vitamin, og et andet navn for C-vitamin er askorbinsyre. C-vitamin er et følsomt vitamin, der kan blive ødelagt af syre, høj varme og langvarig kogning, hvor vitaminet kan opløses i kogevandet.

C-vitamin medvirker i en lang række af reaktioner i kroppen. Det bidrager bl.a. til et normalt fungerende immunforsvar og er nødvendigt for bindevævets stofskifte. Og når der er C-vitamin i et måltid, er det lettere for kroppen at optage jern fra maden.

C-vitamin findes i frugt, bær, grøntsager og kartofler. Citrusfrugter, kiwi, solbær og multebær er særligt rige på vitaminet.

Vitamin D

Alle børn brug for et tilskud af D-vitamin fra de er ca. en uge gamle og frem til 2-årsalderen. D-vitamin-tilskud til babyer (D-dråber) kan købes på apoteket.

D-vitamin dannes, når huden bliver eksponeret for sollys. Da Danmark er et solfattigt land, er det primært i sommerhalvåret, at vi kan omdanne de ultraviolette stråler til D-vitamin. Derfor er vores mad en vigtig kilde til D-vitamin.

Ud over D-dråberne til de små findes vitaminet i:

  • Fed fisk som laks, sild og makrel. Også æg og kød indeholder D-vitamin, men i lavere mængder end de fede fisk.
  • Visse typer magre mælkeprodukter, margarine og stegemargarine er beriget med D-vitamin.

Vitamin E

Gruppen af E-vitaminer har det til fælles, at de hindrer flerumættede fedtsyrer i at harskne i kroppen og er såkaldte antioxidanter. Jo mere flerumættet fedt, man spiser, jo større er behovet altså for E-vitamin. Det har naturen ordnet så smart, at E-vitamin og flerumættet fedt ofte findes i den samme fødevare.

E-vitamin findes i olie, nødder, mandler, fede fisk, æggeblomme og grønkål.

Vitamin K

K-vitamin findes i levnedsmidler, men kan også opbygges i kroppen fra tarmens bakterier. Vitaminets vigtigste opgave er at medvirke til, at blodet koagulerer som det skal. Det nyfødte barn får en sprøjte med K-vitamin umiddelbart efter fødslen for at forhindre blødninger. Vitaminet findes i bladgrøntsager som broccoli, rosenkål, grønkål og desuden i lever.

W

WHO-kodekset

WHO anbefaler udelukkende amning i de første 6 måneder og herefter at fortsætte amningen, samtidig med at en varieret kost introduceres ved 6-månedersalderen. Denne anbefaling støtter vi hos Nestlé.

Brystmælk er det bedste for det lille barn. Det indeholder præcis den næring, barnet har behov for. Forskning viser også, at brystmælk beskytter barnet mod infektioner, og der findes flere andre fordele ved amning end de rent ernæringsmæssige – både for mor og barn. Vi anbefaler, at du taler med sundhedsplejersken, inden du eventuelt beslutter dig for ikke at amme dit barn. Der kan du også få støtte og svar på amningsspørgsmål.

Hvis du ikke kan amme eller af anden grund fravælger amningen, findes der modermælkserstatning. Hvis amningen stoppes helt eller delvist, vil kroppens produktion af brystmælk mindskes. En beslutning om ikke at amme er derfor svær at ændre efterfølgende. Modermælkserstatning koster penge og kan være mindre praktisk, da det skal tilberedes, anvendes og opbevares efter anvisningen på emballagen. Disse anvisninger er vigtige at følge for dit barns sundhed.