Skyldfølelse

Den dag, jeg startede på arbejde efter at have tilbragt et års tid derhjemme, var en virkelig hård dag og en jeg sent vil glemme. Den følelse, der overvældede mig, var en kombination af angst, tristhed, frygt og kvaler. Der er intet andet i livet, der føles præcis som det. Det var en tvungen adskillelse fra en person, som jeg stadig følte boede inden i mig, en adskillelse, som, selvom jeg vidste at det kun var for en kort tid, fremkaldte et rod af følelser, der forhindrede mig i at gøre noget som helst rigtigt den dag. Mine tanker var frosset fast fra det øjeblik, hvor jeg forlod min søn i vuggestue, alene med mennesker, jeg vidste han ikke kendte endnu. Pædagoger, som jeg var sikker på ikke ville forstå min søn på samme måde som jeg gjorde, tolke hans udsagn, vide hvordan han skulle puttes og ikke mindst kende de fif der gjorde at han ville spise sin mad?. Jeg vidste ikke, om de ville lægge mærke til når han var søvnig eller bare ville have sin sut. Der befandt mine tanker sig hele dagen, selvom de burde være koncentreret omkring mit arbejde.

Mange af mine veninder havde også fortalt mig, at jeg, efter barselsorlov, omsider ville kunne lette mit sind, vende tilbage til mine gamle rutiner, og at det ville føles rart for mig. Jeg ville kunne spise en stille og rolig frokost, jeg ville vende mere dedikeret tilbage til min træning og jeg ville kunne fokusere på mig selv igen. Men det er først, når vi lever i det, at vi bliver klar over, at når det kommer til børneopdragelse og oplevelse af at være mor, at ikke to mennesker er ens, ikke mange realiteter kan genskabes og hver oplevelse er unik for den enkelte mor og far. Denne markante måde at opleve ting på bliver ofte til et slags følelsesmæssigt pres for os kvinder og mødre. Det er en byrde, som vi bærer på vores skuldre om at vi er nødt til at tage beslutninger baseret på forestillinger om hvad der er rigtigst for andre mødre eller hvad der er socialt acceptabelt, og ikke på, hvad vi mener er bedst for os selv og vores egne børn.

Det er uundgåeligt, at når vi gør det vi selv føler er bedst, vil vi møde dømmende blikke fra andre mennesker, hævede øjenbryn og sætningen, der bliver sagt som en vittighed (“Tag det ikke personligt, jeg driller bare”), og vi bliver overmandet af den skyld, der får os til at føle os som en dårlig person. Hvordan håndterer vi det? Hvordan ignorerer vi det, der omgiver os og fortsætter med vores liv, som om intet var hændt? Det er virkelig kompliceret og meget vanskeligt at kontrollere.

I mange år var min ”afslutning på dagen – rutine” stort set den samme: Jeg forlod arbejdet og tog til træning for at klare tankerne, lindre stress symptomer og forbrænde de kalorier, jeg havde samlet ved at sidde på en kontorstol i otte timer. Det var ”mit øjeblik”, og jeg tror ærligt talt ikke, at vi kan være glade, hvis vi ikke husker at holde fast i sådanne øjeblik, som bare er for os selv.Igennem hele min graviditet glemte jeg ofte dette øjeblik, som bare var for mig. Nu da jeg var gravid følte jeg at tanken om ”mit øjeblik” var egoistisk og mine egne behov syntes pludselig overflødige. En ny prioritering voksede i mig og jeg stoppede med at træne i det øjeblik, jeg vidste, at jeg var gravid.

Efter et års barsel var jeg tilbage på arbejde og ville genoptage min rutine. Ikke så meget af æstetiske grunde, da min krop var kommet sig rigtig godt efter graviditeten, men fordi jeg virkelig savnede mine øjeblikke, adrenalinsuset og følelsen af sved der løber ned ad ryggen, mens jeg løber på løbebåndet. Det var godt for mig, og jeg ville have det tilbage i mit liv.

Den første dag, hvor jeg pakkede mit træningstøj om morgenen, følte jeg mig motiveret og virkelig glad. Men efterhånden som timerne på arbejde gik, begyndte jeg imidlertid at blive mere og mere ængstelig. Jeg tænkte mere på at komme hjem til mit barn end på at tage til træning. Jeg havde aftalt med min mand, at han skulle hente vores barn fra vuggestue, da jeg skulle til træning. Da jeg skulle gå fra arbejde, kom, ”vittighedssætningen” fra en kollega: "så du holder fri i eftermiddag?." Og der knækkede det for mig. Jeg burde være stærk og ignorere det, men det kunne jeg ikke. Jeg klemte fast om min sportstaske og trådte ind i elevatoren. Da jeg kom ned på gaden så jeg ikke længere frem til "mit øjeblik”. Jeg blev overhalet af en følelse af skyld, jeg svigtede mit barn, jeg var en overfladisk person, jeg valgte tilfredsstillelse fra træningen over min søn.

Enhver mor eller forældre er klar over, hvor latterligt dette er og ved også at der skal være tid til andre ting end dit barn. Men hvis mennesker kun blev styret af sund fornuft, ville der ikke være nogen vittigheder med skadefro undertoner, der ville ikke være nogen unødige samvittigheds kampe, og vi ville sandsynligvis alle i virkeligheden være meget gladere. Men da sund fornuft ikke altid hersker, vil kampen for at finde balance, mellem at gøre det, vi synes er rigtigt, for os, for vores børns lykke og for vores ægteskab, og hvad vores faktiske forpligtelser som forældre er, fortsætte.

Men selvom vi måske føler, at vi fejler, og at vi på en eller anden måde ikke giver alt det, vi burde give, vil der gudskelov altid være en ting, ingen kan beskylde os for: at vi ikke giver al den kærlighed, vi kan til dem, som vi ved, er de vigtigste i vores liv.

#BBD0E0 »